Med det offentlige i hælene

MED DET OFFENTLIGE I HÆLENE.

Jeg har altid haft stor respekt for penge. Det er jeg opdraget til. Jeg er opdraget til, at arbejde for dem. Hele mit voksenliv har jeg søgt arbejde for dem, samt at efterleve min fars slogan. " Brug halvdelen af hvad du tjener, så kommer du aldrig til at skylde nogen noget."
Qva mit erhverv som skuespiller har jeg endnu ikke formået at tjene særlig meget. Men lidt er det da blevet til. Og jeg har formået aldrig at skylde nogen noget... økonomisk i hvert fald.
Alt dette ændrede sig i et split sekund. Da jeg efter i et par år havde kunnet klare mig uden dagpenge forsigtigt spurgte min a-kasse, dengang M.A. -om jeg stadig var berettiget til dagpenge? Een af grundene til, at jeg valgte ikke at være på dagpenge, var dels en fornemmelse af det ikke stemte med mit opdrag,  dels min angst for alle reglerne som jeg aldrig helt forstod og for dermed uforvarende at gøre noget forkert. I starten af min karriere som skuespiller havde jeg et par enkelte job, der var enten dårlig betalt... hvis betalt overhovedet. Jeg spurgte mig til råds hos a-kassen, som anbefalede, at jeg 'holdt fri for egen regning'. På den måde modtog jeg ikke penge jeg ikke var berettiget til. Nu så mange år efter hævder a-kassen, at de dagpenge jeg modtog i 2006-2008 er blevet brugt på at opbygge en karriere og jeg at jeg dermed med renter skal betale - hvad jeg for nu 6 år siden, modtog tilbage. A-kassen sendte et par måneder efter min enkle forspørgsel et meget langt brev (fuld af stavefejl ) samt eet giro kort på 300.000,-  Da forstod jeg systemets vanvid og erfarede hvad det vil sige at have gæld. Sagen har nu pågået i snart 2 år...uden afklaring. Jeg prøver at få a-kassen til at forstå at de ikke har ret i deres antagelser. Men jeg afdrager allerede nu på en gæld jeg stadig ikke mener jeg skylder. Jeg overdynges af det ene anklage skrift efter det andet. Sagen har været ved at knække ikke kun min retfærdigheds sans, men mig. Nu ved jeg hvad det vil sige ikke kun at følge sig forfulgt af det offentlige, uretfærdigt behandlet og leve med gæld.

Fattig og fortabt i Grækenland

Kort før finanskrisen buldrede afsted, boede og arbejdede jeg i Athen, Grækenland. Jeg var freelance indenfor filmbranchen. Da jeg pludselig ikke fik betaling for to større jobs, stod jeg nærmest uden penge i en længere periode.

Der forstod jeg for første gang, hvad det ville sige, at være fattig.

Jeg var i et land, hvor jeg ikke kunne få bistandshjælp, hvor jeg ikke havde et stærkt familienetværk, som grækerne ofte selv har, og som træder hjælpende til. Selv for grækere var det uhyggeligt svært at finde et job. Mange universitetsuddannede endte på restauranter og barer til en løn på 5-600 euro om måneden. Selv da jeg endelig fandt et job som natportier på et Youth Hostel, tjente jeg så lidt, at det kun kunne dække min husleje og faste udgifter.

I over et halvt år levede jeg mest af linser, gik ofte sulten i seng og begyndte endda at stjæle i supermarkederne. Min taktik var at gemme lidt penge, som jeg købte mælk eller lignende for – og så samtidig benyttede jeg lejligheden til at stjæle andre fødevarer.

Jeg følte mig ret ussel.

Det ændrede mit forhold til penge.

Indtil da, havde jeg altid tænkt, at der nok altid skulle være penge nok til at overleve. At det ikke var noget, jeg behøvede at bekymre mig for meget om. Men i den periode endte jeg med at indse og fatte, at rigtig fattigdom findes. At man kan ende på gaden, gå sulten i seng, konstant bekymre sig over hvordan man skaffer sig det næste måltid. At vejen til at blive fortabt, ikke er lang.

Nu vil jeg gerne arbejde på at blive rig.