Kort før finanskrisen buldrede afsted, boede og arbejdede jeg i Athen, Grækenland. Jeg var freelance indenfor filmbranchen. Da jeg pludselig ikke fik betaling for to større jobs, stod jeg nærmest uden penge i en længere periode.
Der forstod jeg for første gang, hvad det ville sige, at være fattig.
Jeg var i et land, hvor jeg ikke kunne få bistandshjælp, hvor jeg ikke havde et stærkt familienetværk, som grækerne ofte selv har, og som træder hjælpende til. Selv for grækere var det uhyggeligt svært at finde et job. Mange universitetsuddannede endte på restauranter og barer til en løn på 5-600 euro om måneden. Selv da jeg endelig fandt et job som natportier på et Youth Hostel, tjente jeg så lidt, at det kun kunne dække min husleje og faste udgifter.
I over et halvt år levede jeg mest af linser, gik ofte sulten i seng og begyndte endda at stjæle i supermarkederne. Min taktik var at gemme lidt penge, som jeg købte mælk eller lignende for – og så samtidig benyttede jeg lejligheden til at stjæle andre fødevarer.
Jeg følte mig ret ussel.
Det ændrede mit forhold til penge.
Indtil da, havde jeg altid tænkt, at der nok altid skulle være penge nok til at overleve. At det ikke var noget, jeg behøvede at bekymre mig for meget om. Men i den periode endte jeg med at indse og fatte, at rigtig fattigdom findes. At man kan ende på gaden, gå sulten i seng, konstant bekymre sig over hvordan man skaffer sig det næste måltid. At vejen til at blive fortabt, ikke er lang.
Nu vil jeg gerne arbejde på at blive rig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar